Glasklokke og hejsemontre med elektrisk hejs

HEJSEMONTRER

Montrer med glasklokker/glashætter udfører vi som oftest således, at klokken skal løftes af for adgang til de udstillede genstande. Det er den billigste og mest enkle måde.

Hvis glasklokken ønskes i stor størrelse eller i tykt glas, af hensyn til sikkerheden, bliver klokken tung og vanskeligere at håndtere. Der skal derfor flere personer til at løfte, og ved denne tunge manøvre øges risikoen for skader på belysningsinstallationer og udstillingsgenstande. Montren kan da med stor fordel udføres med mekanisk hejs af glasklokken.

Hæve- og sænkefunktion med trykknapper

Denne montre er udstyret med 4 stk. elektriske aktuatorer (spindlere), som det kendes fra hejseborde, elevationssenge mv.

Aktuatorerne er forbundet via elektronik, der sikrer, at de kører helt parallelt og i et roligt ensartet tempo. Betjeningen er med trykknapper, som skal holdes inde, for at glasklokken kan bevæges op eller ned. Straks knappen slippes standses bevægelsen.

Den hejsehøjde, der kan opnås, er ca. halvdelen af højden fra gulv til underkanten af glasklokken i lukket stilling.

hejsemontre - Glasklokke med elektrisk hejs

Sikring af montre

Den elektriske strøm til betjeningspanelet afbrydes og tilsluttes via en nøgleafbryder, således betjening kun kan foretages af de personer, som har adgang til nøglen. Præcis som med et elektrisk rullegitter/sikkerhedsgitter foran en adgangsdør eller et vindue.

Den viste montre har ikke anden mekanisk sikring mod at løfte glasklokken udover nøgleafbryderen til strømmen, idet aktuatorerne/spindlerne ikke kan tvinges ud, uden der er elektrisk strøm til. Men hvis det ønskes, kan der suppleres med én eller flere mekaniske aflåsninger af glasklokken.