Udstillingen Det Eventyrlige Loft. Design: Thøgersen & Stouby
I samarbejde med Holstebro museum har vi leveret fritstående glasmontrer, vægmontrer, pultmontrer og udstillingsinventar til museets nye permanente udstilling Det Eventyrlige Loft. Udstillingen er designet i 14 fortællerum/skrin, hvor man via billeder og genstande oplever Holstebros og Vestjyllands historie.
Alle elementer i udstillingen er udviklet og specificeret i 3D CAD-tegninger af vores tekniske afdeling, for fremstilling i vores egen produktion og hos underleverandører.
Stålrammer til skrin
Til projektet leverede vi op til 4 meter høje kuber af stålrør til de 14 skrin. For at sikre dimensioner og kvalitet, blev der fremstillet prototyper i fuld størrelse. Prøverne gav anledning til perifere ændringer, men hovedprincipperne holdt.
Nyt koncept for glasmontrer
I forbindelse med udstillingen har vi udviklet en ny type glasmontre: Concept-15. Den er permanent sammenlimet, hvor der på alle kanter udvendigt er limet 15 mm aluminiumvinkelprofiler og hængsler på. Kantafdækningerne giver en større robusthed og længere gennembrydningstid. I kombination med de mange permanente sammenlimninger opnås en stor lufttæthed. Den bedste vi har målt er AER 0,05 gange pr. døgn.
Unikke indretningsdetaljer og udstillingsinventar
Til udstillingen leverede vi i alt 46 trækasser, som skulle skabe stemning af loft/opbevaring/magasin. De 6 af kasserne blev forsynet med glastop, og anvendt som montrer. En del blev anvendt scenografisk, og 24 blev forsynet med læderhynder til siddepladser.
Et andet særligt element i udstillingen er skrinet med kabinetter i akryl. 18 stk. akrylskabe, i lige så mange varierende mål, blev bygget ind i stålrammen i en Tetris-formation. Dette skaber en helt særlig transparent effekt, når man går på opdagelse i de mange udstillede genstande.
Produktion og montage
De fleste montrer blev færdigsamlet på vores værksted og transporteret til museet. Men enkelte var for store til museets adgangsvej. De blev derfor samlet i delkomponenter på værkstedet for endelig samling på udstillingsstedet. Stålrammerne blev samlet på stedet af mange enkeltdele og partielt udfyldt med dobbeltsidet vægbeklædning af mdf-plader på træskelet.